MarathonMonks.jpg

Marathon Monks.

Forestil dig at musikere fra Parliament, Daft Punk og et af Miles Davis’ 70’er bands mødes i en tusmørkeblå gyde i en coronaramt metropol for at jamme, og du har lyden af Marathon Monks. Denne trio, bestående af en bassist, en basspillende keyboardist og en trommeslager, er funky, cool, hip beyond believe, legesyg, mørk, sexet og ikke mindst nyskabende!

Marathon Monks er en videreudvikling af Fredrik Damsgaards projekt ”Höfner Funk”. Idéen med to bassister og en trommeslager er her videreført med tilføjelsen af diverse synthesizere.

Fredrik har arbejdet bredt indenfor rytmisk musik og har således kunnet høres sammen med bl.a. Steen Rasmussen Quinteto, Stefan Pasborgs Stax Tribute, Ginne Marker og Søs Fenger.

Brødrene Minh og Phong Lê har sammen haft egne projekter, IGNUG (som vandt Karriere Kanonen 2010) og ThrKngs, som begge har spillet koncerter på bla. Roskilde Festival og SPOT. Udover egne projekter har de også arbejdet med navne som Kele (Bloc Party) og Tony Allen. 

Sammen har de skabt ElectroRetroFutureFunk bandet Marathon Monks som et bud på, hvordan fremtiden lyder: funky!

Marathon Monks:

Fredrik Damsgaard - Höfner bas

Phong Lê - Höfner bas / keys

Minh Lê - trommer